Værket er etableret i relation til en snæver lokal sammenhæng. Værket er beslægtet med omgivelserne på et materialemæssigt plan, såvel som på et fortællemæssigt plan. Materialerne: beton og tryk-imprægneret træ er materialer der indgår når vi bygger lysthus, terrasse, legehus osv. Bearbejdningen er ligeså beslægtet med sådanne bygninger. Støbning af sokler, opbygningen af vægge og gulve og maling med træbeskyttelse. D.v.s. materialerne og forarbejdningen af værkets elementer er genkendelige i have-sammenhænge, og derfor fremtræder værket ikke gennem sin fremmedhed i forhold til omgivelserne, men gennem sit tilhørsforhold til stedet.

Værket og stedet vikles ind i hinanden, fordi der dannes en ornamenterende bevægelse mellem de forskellige elementer på stedet og værkets elementer.
Bevægelsen er bærende i værket og den udspringer af sammentrækning og frastødning mellem de forskellige elementer: beton stubbene og de ægte træer. De ægte træer og træet i bivuakken. Bivuakken og den hule træerne danner. Retningen i de grå bærende stolper i bivuakken og træernes retning. De hele træer og den ægte træstub. Den mælke-bøtte gule farve og blomster osv. Bevægelsen bliver derved selve værkets legitimeringsakse og det værket rækker frem til beskueren, ikke mindst i form af den bevægelse værkets karakter af midlertidig indgriben peger på. Værket har ikke evigheden som omdrejningsfelt, men det foranderlige og det nedbrydelige. Det vil så at sige forandre sig med stedet, og på et tidspunkt delvist blive opløst.