This text in english

Pressemeddelse af Magnus Thurø Clausen

Rikke Ravn Sørensens nye skulpturer befinder sig et sted, hvor geometrisk abstraktion og den materielle skrøbelige verden ikke behøver at være hinandens modsætninger, men hvor de eksisterer på samme præmisser i et fælles, poetisk og lagdelt rum. Skulpturerne er ved første øjekast geometriske abstrakte ting. Nogle af dem fremtræder som lukkede kubiske voluminer, andre som åbne skaller. Grænsen mellem abstrakt og figurativ er gennemgående flydende og åben. Ved siden af den geometriske formverden refererer værkerne videre ud i den konkrete situation til arkitekturmodeller, til rum under opbygning og nedbrydning, til afrikanske masker og skjolde.

Skulpturerne er lavet af hvide pap eller papirark, der er blevet foldet, bukket, sammenføjet og delvist bemalet i kulørte farver. Man kan i hvert enkelt skulptur følge (via foldninger, blyantstreger, penselstrøg osv.) hvordan den er blevet til, og i tankerne oversætte formen tilbage til udgangspunktet i det hvide ark. Den processuelle dimension er en anden overføring af abstraktionen ind i det konkrete rum.

Brugen af papir og pap som skulpturmateriale går historisk tilbage til tidlig kubisme, for eksempel til Picassos foldede musikinstrumenter eller til Braques papskulpturer, som siden er gået tabt. Skulpturerne står i oplagt dialog med disse ting, selvom situationen både strukturelt, konceptuelt og perceptorisk selvfølgelig har flyttet sig meget siden dengang.

Skygge-dimensionen spiller fx en markant rolle i betragtningen af værkerne. Skulpturerne eksisterer ikke kun som afgrænsede ting, men dobbelteksisterer som skygger på gulve og vægge. Afsættet i papir og pap gør værkerne lette, skrøbelige og accentuerer deres tilstedeværelse på rummets og tidens betingelser. Massen er radikalt reduceret, tingene er uden kerne og kan ses lige igennem via hullerne i overfladen. I de maskelignende skulpturer antager hullerne karakter af øjne, der bærer et blik og som selv kan fungere som ramme for betragterens blik. I de lukkede voluminer er det derimod selve handlingen at lave huller, der er betonet. Hullerne (lavet med hullemaskine) gnaver sig ind i objekternes folder som en slags virus, der undergraver formens helhed og symmetri. De abstrakte kuber og flader er bragt ind i verden via figuration, proces, farve, huller, skygger og papirets skrøbelighed, og samtidig fastholdt som selvbærende ting. Et bud på en demokratisk abstraktion...