Stjernernes format tager sit afsæt i fliserne på pladsen idet flisens længde går igen i stjernemodulets side. Stjernerne er støbt af det samme materiale som fliserne, blot lysere. På en måde kan man sige at stjernerne fortsætter den formelle ramme som arkitekterne har udstukket. I altfald er flisernes format og materiale smittet af på stjernerne. Men på trods af alt dette fællesskab er stjernerne helt sig selv og kommer tydeligvis et andet sted fra. De er monumentale og ikke bange for at svare arkitekturen igen, men på den anden side godt klar over at de ikke kan få overtaget. Stjernefigurene arbejder både vertikalt og horisontalt. Det vertikale er med til bryde den store rektangulære flade som pladsen er og det horisontale skaber forbindelse mellem fladen og de rumlige elementer i arkitekturen, gangbroen og balkonen idet skulpturerne er højere end gangbroen og balkonens nederste kant. Det betyder at skulpturerne binder rum og plads sammen.

Skulpturerne er store og tunge og udfordrer tyngdeloven med deres rejste blade. De tager deres rum og giver nye rum tilbage i form af opholdspladser.

Inde i det store multirum har jeg nedsænket en stjerne i gulvfliserne tilsvarende den der findes ude på pladsen, som en introduktion til pladsen.

Hegnet tager sin begyndelse ved indgangen til pladsen og tillader sig her at marchere direkte ind på pladsen og gøre sig til en portier der byder velkommen og anviser en retning. Samtidig opstår der i de foldninger hegnet laver små rum, hvor man kan sætte sig med ryggen mod hegnet og være lidt for sig selv.
Længere ned på pladsen stikker hegnet igen af og insisterer på at ville mere end blot være værn. Formen på det hul der findes i
midten af stjerne er smittet af på formen på hegnets implosioner. Hullet er blevet til en stregtegning i tre dimensioner og løsnet fra sit udgangspunkt.