Katalogtekst af Mai Misfeldt

Rikke Ravn Sørensens tre værker, med samme titel, Foldefigur, fra 2005 og 2006 er rene overflader, eller rettere, der er ikke forskel på overflade og inderside, det er den samme flade, der tilsyneladende er foldet, så den danner rum, men dybest set er værket en stor flade. En ren skal, uden indhold, uden volumen eller tyngde. En tegnet struktur der har materialiseret sig og fået en knivskarp metalkrop. Som er blødt op med den hvide farve, der også runder de skarpe hjørner og får den til at stå og næsten smelte i lyset. Blød og imødekommende, trods det at den er hård, sprød og faktisk skrøbelig. Værkerne er bygget op af et modul som gentages, forskydes og drejes rundt i figuren, så der opstår forløb af åbne- og lukkede rum, spærringer og nye indgange. Det er samspillet mellem det enkle og det kompleks, mellem gentagelsen og variationen som sætter bevægelsen igang. Værkerne arbejder med krop, rum og skala gennem deres henvisninger til f.eks. arkitekturmodel, byplaner, siddemøbel, skulpturmateriale og noget organisk fremvoksende, som i princippet kan fortsætte.
Rikke Ravn Sørensens værker er uregerlige i den forstand, at de ikke kan gribes i et blik. Skulpturen forandrer sig efter beskuerens ståsted. Den kan ikke rummes, fastholdes og gengives som sådan, den etablere derimod en kropslig oplevelse, den kan ikke kun sanses med blikket, men kræver en krop, der vandrer rundt om den, bukker sig, bøjer sig, drejer sig efter den. Skulpturen er statisk, den står urokkeligt på gulvet, men den etablerer en bevægelse, en pegende energisk retning i det enstonede rum.
I figurerne bevæger blikket og lyset sig således rundt og styres af materialets rytme og bevægelse. Det er det samme der sker, når vi bevæger os rundt i virkeligheden. Her er det arkitekturen, som er bestemmende for vores vej og bevægelse. Et byrum kan iagttages som en række flader der er foldet op fra et materiale. Det er et fascinerende tankeeksperiment at disse byrumsfoldninger kan ændres, så de vante billeder og rum, pludselig er forkerte. Ligesom man kan opfatte tiden som en spiral, og ikke som et lineært forløb, hvor de punkter der ligger tæt på hinanden kan ændres, hvis man trækker eller presser spiralen, kan rummene omkring os også opfattes som foranderlige, eller modulerbare.
Rikke Ravn Sørensens vægarbejde bukke flette dreje tegning, 2006, viser hvordan hun arbejder med foldningerne, og hvordan hun ser den måde vi navigerer os frem på gennem verden. En tegnet linje bliver til stakit, bliver bukket, flettet sammen og drejet. En simpel handling resulterer i et svimlende rum, som man skal holde blikket skarpt for at folde ud. Her er det tegning, en flade, som øjet ser, men sammen med trappen opstår der et tredimensionalt spil, og en opmærksomhed på, hvordan vi danner rum.