Forslag til ny shelterplads til Tarup-Davinde kultur/naturområde
2022

Konkurrence udskrevet af Tarup-Davinde I/S, Odense, i samarbejde med Statens Kunstfond.

Se hele forslaget her

Opgaven lød på at udvikle et forslag til en shelterplads med sovemulighed for 30 mennesker, samt en disponering af hele shelterpladsen med shelters, bålplads og sidde/borde funktion. De indbudte kunstnere var Gitte Juul, N55 og undertegnede. Opgaven gik til N55.

Udgangspunkt for min shelterplads er landskabsdannelsens to poler: de landskabselementer, der er skabt af de geologiske processer og de elementer, der er resultatet af menneskets indgriben. I Tarup-Davinde aflejrede smeltevandsfloder, efter sidste istid, store mængder grus og sand, hvilket gav grobund for den industri, grusgrav virksomhed, der de sidste 100 år har efterladt monumentale spor i landskabet.

Jeg har nytænkt blikskuret, en simpel konstruktion med et skelet i jern, beklædt med bølgeblikplader på ydersiden og træ på indersiden og placeret det sammen med store sten fra området.

Geometrien i shelteren er to cirkler holdt sammen af et omsluttende bånd. Shelteren er beklædt med facadeplader af varmgalvaniseret sinusplader af stål, som bugter sig rundt om den bærende konstruktion af profilstål. Shelteren har runde huller i begge sider, der fungerer som indgangsdøre. Hullerne kan dækkes med en rund skydedør, helt eller delvist. Skydedøren kører på en monteret jernskinne efter et simpelt og lavpraktisk princip, som en skydedør i en lade bygning. Sidernes geometri, med de runde huller, ligger fast, ligesom skydedøren. Bredden kan variere alt efter hvor mange, der skal kunne sove i den. Det er tanken, at shelteren tilbyder et stort gulv, hvor man kan ligge i alle retninger, modsat en traditionel shelter, hvor alle ligger på rad og række. Taget har et udhæng omkring indgangshullerne, således at dette, i kombinationen med skydedørene, giver en fleksibel og god beskyttelse mod vejr og vind. (dette ses ikke på de små modeller) Shelteren fremstår som en stram, afsluttet og afgrænset figur, der gennem konkave og konvekse linjer sætter formen i en organisk bevægelse. Det er det samme, der danner landskabet i Tarup-Davinde, konkave og konvekse linjer. Det har været et vigtigt parameter i udviklingen af shelteren, at den skulle opleves som et rum med egne kvaliteter. Sinuspladernes jævn bølgende grundrytme, skaber sammen med den store overgribende bugtende bevægelse shelterens form. Lærketræs beklædningen på indersiden giver varme og kontrast til sinuspladerne.

Variationsmuligheder
Der er mange muligheder for variationer i udtryk og størrelse i det valgte materiale. Stålpladerne findes, udover i galvaniseret udgave, i mange forskellige farver, og kan kombineres med andre typer plader som f.eks. gennemsigtige lysplader i Polycarbonat. Desuden findes stålpladerne også i perforerede udgave. Sinusplader af stål kan altså byttes ud med lysplader, i mindre eller større områder. Derved kan man lege med forskellige grader af transparens, udsyn og udsyn.

Industriområde
Selvom området Tarup-Davinde i dag er et rekreativt område med tilbud om mange forskellige udendørs aktiviteter, er det de mange års arbejde med skovl og gravemaskiner, der har formet det. Hullerne efter råstof udvinding opfattede kunstner Robert Smithson som Spejlvendte historiske monumenter og det forstår man tydeligt, når man bevæger sig rundt i Tarup-Davinde. 1 Jeg ønsker, at min shelterplads fremhæver denne historie ved at arbejde med et robust industrifremstillet materiale, som desuden først og fremmest bruges til byggeri i industri og landbrug: varmgalvaniseret sinusplader af stål. Jeg forestiller mig, at der gennem områdets 100årige historie som industriområde, har været anvendt mange blikskure, holdbare og enkle konstruktioner. I arbejdet har jeg kigget på gamle blikskure og deres smukke patinerede overflader og på Nissenhytte, som er betegnelsen for en præfabrikeret hytte, som den amerikanske ingeniør Peter Norman Nissen konstruerede til den britiske hær under 1. Verdenskrig. Nissenhytten består af et halvrundt stålskelet, der er beklædt med bølgeblik. Den er siden lavet i et utal af variationer og til mange forskellige formål.

Stedets geologiske tid
Der udvælges store sten fra området, der hver for sig repræsenterer et punkt i den geologiske tidsregning. Jeg vil bruge sten, der er gode at sidde på, så hver shelter få sin egen bænk. Hver sten får udboret en cylinder med en diameter på 200 – 300 mm, hvorved stenenes indre bliver tilgængelig, vi kan kigge ind i stenene og se hvordan deres ydre, der er påvirket af omgivelserne, er forskellige fra deres indre, der har været forseglet siden de størknede. Stenenes massivitet står i kontrast til shelterens luftige rum.

Note 1.TID og RUM ET KOBLINGSUNIVERS, s. 19 om Robert Smithson’s kunstneriske univers, af Vibeke Petersen, Vestsjællands Kunstmuseum, Sorø, 1989.