Indhold:
En længsel efter landskab
Proportioner. Foldninger og rum
Flytning af materiale - Forandring af funktion
Skulpturen. Omgivelserne og det der møblerer.

 

En længsel efter landskab
Rikke Ravn Sørensen er oprindeligt fra Aalborg, men har ikke tidligere udstillet i Nordjylland. Hun tog afgang fra det Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1997, og har gennem de seneste tyve år markeret sig som en af landets mest interessante og konsekvente billedhuggere.

Henrik Broch-Lips, leder af Kunsthal Nord, 2017


Til sin udstilling Pomelodyrkerens Terrasse har Rikke Ravn Sørensen skabt syv nye værker, der aktivt forholder sig til kunsthal NORDs rum og til Nordkrafts postindustrielle fortælling om ombygning, nedbrydning, proces og omskiftelig arkitektur.

”Min udstilling forholder sig til omgivelserne på et formelt plan. Jeg har været meget fascineret ikke blot af kunsthallens, men af hele bygningens afskallede, nøgne fremtoning og det industrielle udtryk, der nu står tilbage efter alle de funktioner, bygningen har repræsenteret gennem tiden – det der står tilbage som et æstetisk lag”, siger Rikke Ravn Sørensen.

Kunstnerisk ekko
Hendes udstilling skal opfattes som et kunstnerisk svar til kunsthallen og den monumentale betonarkitektur. Hun har konsekvent arbejdet med beton i sine værker og dermed gjort det tidligere kul- og kraftvarmeværks bygningsmateriale tilgængeligt på et andet niveau ved at arbejde i mindre skala med små objekter støbt hjemme på sit værksted. ”Bygingen har affødt nogle ekkoer, som jeg har gestaltet og ført videre i mine egne værker. Udover at mine betonobjekter er små i forhold til de monstrøse omgivelser, så er de også lidt ujævne og ufine i kanten, nøgne måske, på samme måde som de blottede lag i arkitekturen”, siger hun.

Medløber
Rikke Ravn Sørensen kalder selv sin kunstneriske strategi for en medløberstrategi, fordi hun har fornemmet bygningen og prøvet at transformere sine indtryk til de mange, små objekter:

”Jeg har ikke været interesseret i at stille mine skulpturer frem som et fremmedobjekt i bygningen. Tværtimod har jeg lyttet til arkitekturen og ladet den tale til mig. ”Jeg ligner dig lidt”, siger mine værker til kunsthallen, eller ”jeg forstår dig på det her plan”. ”Det er det her, jeg ser i dig”.

De stringente, men også rå og uprætentiøse, skulpturer afspejler da også en udstrakt sensibilitet over for omgivelserne og en grundlæggende tro på, at stedets ånd er værd at dykke ned i. At det, der allerede findes, kan accentuere et ekko i værkerne og artikulere nye former.

Nede på jorden og horisontalt værk på væggen
Rikke Ravn Sørensen blev især inspireret af gulvene i de højloftede, smalle rum i det område af kunsthallen, hvor hendes værker nu er udstillet.

”Der er nogle meget specielle proportioner i rummene, og så er gulvene meget markante. De skifter fra gule fliser over betongulv til røde fliser. I stedet for at vende arkitekturen ryggen, har jeg forsøgt at gøre det til et aktiv. For mig blev det vigtigt at gøre rummene mindre ved at tvinge os til at kigge nedad og gå på opdagelse lige foran os i stedet for at forholde os til hele rummet”, forklarer hun.

Alle værker er skabt til gulvet og ved at få beskueren til at rette sit blik nedad og skærpe sin opmærksomhed mod fod og underlag, som var man vandrer på en stenet sti, bliver publikum inviteret til at lade sig involvere, deltage og dermed blive medskabere af det samlede værks oplevelse. På udstillingen er der dog en række mindre betonobjekter, samt en snes gule plastikkugler, der er monteret direkte på væggen.

”Jeg har arbejdet værket frem på mit værksted på gulvet, og så har jeg derefter valgt at rejse det 180 grader op og få det installeret lodret på væggen. Det refererer derfor, på en lidt omvendt måde, til gulvværkerne og er vel nærmest et partitur. Jeg opfatter det som en prolog og introduktion til hele udstillingen”, siger Rikke Ravn Sørensen.

Åbner op til forståelse
Titlen Pomelodyrkerens Terrasse har kunstneren valgt som et billedskabende element, der kan lægges ind over de minimale værker.

“Pomelodyrkerens Terrasse refererer symbolsk både til en fremmed frugt, som vi har lært at holde af, til frugtavleren, der får noget til at gro og til terrassen, som er rammen om vores gøren og laden”, siger Rikke Ravn Sørensen.

Skulpturobjekterne kan opleves som om de er vokset ud af arkitekturen, som når frø, der har ligge i jorden i mange år pludseligt begynder at spire og gro. Samtidig kan de mere arkitektoniske elementer i udstillingen ses som tilbygninger til arkitekturen.

Organiseringsprincip
”Man kan arbejde med dynamik og organiseringsprincipper på forskellige måder, og det har jeg gjort i de tre forskellige rum. Nogle af værkerne vil opleves som meget stramme og nogle som meget mere løst organiseret, men det skal gerne opleves som én flydende bevægelse i de her labyrintiske arkitekturrum, som mine værker udfolder sig i”, siger hun.

Rikke Ravn Sørensens værker er placeret på en måde, så de bliver bestemmende for, hvordan man bevæger sig gennem rummet. Hun vil gerne give beskueren en melankolsk introvert oplevelse, når man går rundt i udstillingen og kigger ned for derefter at mærke sine fødder lande på gulvet.

”Jeg har en sætning inde i hovedet: ”Længsel efter landskab”. Og for mig er det at gå i et landskab en stærk følelse af at forbinde mig til det sted, hvor jeg går. Og ved at kigge ned og koncentrere sig om, hvor man skal sætte sin næste fod, så orienterer man sig ind mod sin egen krop og lukker samtidig lidt af for omverdenen. Jeg kigger ikke ud, jeg kigger ikke op – det er en indadvendt oplevelse”.

Musikalsk oplevelse
Rikke Ravn Sørensen har samtidig været optaget af det musikalske og undersøgt, hvordan formelle greb i musik som rytme, spring og afstand kan overføres til et billedkunstnerisk organiseringsprincip i forhold til de mange små objekter. Værkerne kan opleves som små musikstykker hvor objekternes indbyrdes placering gestalter et tidsmæssige og rytmiske univers.

”Ved at få folk til at rette fokus ned på gulvet og koncentrere sig om at sætte deres fødder og styre dem sikkert igennem udstillingen, kan der måske opstå en tilstand, som jeg vil kalde for en tyst musikalsk oplevelse”.

 

Proportioner. Foldninger og rum
Rikke Ravn Sørensen 2006


Mødet mellem arkitekturen og kroppen er omdrejningsfeltet. Arkitekturen og kroppen er uadskellige, med arkietkturen som den regulerende faktor og kroppen som den der reguleres.
Mit materiale kredser om rummet, kroppen og blikket. Rummet som det der til enhver tid omgiver os og vores møde med og vej gennem materialerne.
Jeg er optaget af hvordan ting og begreber står i forhold til hinanden. Hvordan vores omverden er komponeret og proportioneret og hvordan vi selv står i horhold til verden. Hvordan vi er i verden.
Det arbejder jeg med ved at gestalte mødet mellem kroppen og arkitekturen (rummet) og spænde dette møde ud ved at arbejde med skala/proportioner. Arkitektur betyder for mig, materialernes tilstedeværelse som følge af en bevidst handling og alt det der heraf følger i form af mellemrum, over- eller underskud af plads, utilsigtet funktionalitet og tilsigtet kontrolforanstaltninger. I dette ornamenterende rum møder vi verden. Vi bukker, fletter og drejer.
Mine nye skulpturer er en række "foldefigurer" altså figurer som, i alt fald ser ud som om de, er foldet ud af et enkelt stykke materiale.
Når et materaiel foldes skabes der rum mellem fladerne og derved bliver blikkets vej gennem materialet styret. Figurene er bygget op af et modul som gentages, forskydes og drejes rundt i figuren, så der opstår forløb af åbne- og lukkede rum, spærringer og ny indgange. Gentagelsen er ikke mulig som lukket fænomen, da enhver gentagelse fører noget nyt med sig. Modulets bevægelse gennem figuren, peger på rytme og musik og figureme fremholder derved bevægelsen. Figurenes forskellige henvisninger til fx. arkitekturmodel, byplaner, siddemøbel, skulpturmateriale og noget organisk fremvoksende som i princippet kan fortsætte, gør dem dynamiske og snaksaglige i forhold til det rum de udspiller sig i. Skulpturen er bevægelsen skabt af sammentrækninger og frastødninger inden i værket og mellem værk, rum og beskuer


Foldeprincippet henviser til mødet mellem krop, rum og skala. Værkerne arbejder med ideen om hvordan vores omgivende rum består af flader der bukker, fletter og drejer sig om os. I figurene bevæger blikket og lyset sig rundt og styres af materialets rytme og bevægelse. Det er det samme der sker, når vi bevæger os rundt i virkeligheden. Her er det arkitekturen, som er bestemmende for vores vej og bevægelse. Et byrum kan iagtages, som en række flader der er foldet op fra et materiale. Det er et fascinerende tankeeksperiment at disse byrumsfoldninger kan ændres, så de vante billeder og rum, pludselig er forkerte. Ligesom man kan opfatte tiden som en spiral, og ikke som et linært forløb, hvor de punkter der ligger tæt på hinanden kan ændres, hvis man trækker eller
presser spiralen, kan rummene omkring os også opfattes som foranderlige, eller modulerbare. Hvis et kik ud af vinduet, pludselig ikke viser den vante udsigt, men et nyt rum, fordi foldningerne har forskubbet sig, som ved jordskælv. Når verden folder anderledes.....

I mine fotografier arbejder jeg også med blikket og mødet mellem forskellige lag af virkeligheden. Ligesom arkitekturen viser os vejen, vise fotografiet os hvordan vi skal kikke på virkeligheden. Men fotografiet kan også nedbryde den virkelige virkelighed ved at indskyde små justeringer, som måske ikke umiddelbaret opdages. I fotografiet kan vi lege med tanken om at verden foldes anderledes.

I mine tegninger bliver øjets udredning af bevægelsen i tegningen billedet på kroppens udredning af arkitekturen. Når jeg tegner på væggen griber jeg fat i arkitekturen, fordi arkitektur og krop er tegningens materiale. Ved at navngive tegningen med de konkrete greb der har skabt den viser jeg de greb vi selv bruger i vores vej gennem verden. Vi bukker, fletter og drejer.

 

Flytning af materiale - Forandring af funktion
Rikke Ravn Sørensen 2005
Katalogtekst fra Layer 5 - transformation af funktion

Arkitekturen bestemmer, hvor vi går og hvordan vi går.

Arkitekturen bestemmer, hvordan vi er mennesker.

Hvorfor blev jeg ikke arkitekt ?

Kunsten bestemmer ingenting. Kunsten er interesseret !

Kunsten er interesseret i, hvordan arkitekturen har bestemt, at vi skal bevæge os. Kunsten er intereseret i at flytte på materiale og forandre betydninger. I stedet for at bygge højhuse kan kunsten bygge omveje gennem arkitekturen, modveje eller midlertidige besiddelser, som den gør sig til herre over.

Arkitekturen er afhængig af at kunne manifistere sin egen funktion, enten som symbol forankret i det formelle eller det modsatte, nemlig som funktion uden forankring i det formelle, men i det aktuelle behov. Funktionen kan altså skifte. Husene er ligeglade; hvis ingen vil bo der er der sikkert nogle der vil spise, arbejde, shoppe eller lege der.
Hvis funktionen derimod er snævert formuleret i arkitekturen, som det feks gør sig gældende i de gamle industribygninger, der er inderligt selvbevidste om deres egen funktion og ærligt fremholder den, så det kan gøre enhver misundelig, står det anderledes besværligt til med foranderligheden. Funktionen pilles helt af og arkitekturen neutraliseres, hvis den skal overleve i forandringens tidsalder.

Kunstens funktion er hverken abstrakt eller symbolsk. Kunstens funktion er kunstens funktion er kunstens funktion er kunstens funktion...
Kunstens funktion er at være uafhængig af funktion og alligevel hvergang at opfinde og manifestere sin funktion. Kunsten absorberer, transformerer, spiser lystigt af det der omgiver og strejfer stedets puls og bliver selv en del af rytmen.
Kunsten er ikke ligeglad med sin egen funktion, den er meget optaget af sin egen funktion og den kan ikke udskiftes, omtolkes eller bare fravristes. Skulpturen på torvet kan ikke laves om til pølsevogn, den er ikke ligeglad, den tager sin funktion på sig. Det ligeglade vil komme til at fylde mere og mere, så hvis vi vil bevare spændet skal vi værne om funktionen som symbolsk udsagn, hvis vi tør! Det kan være meget godt med alt den snak om innovation: fornyelse, foryngelse og ide'udvikling, men når det rammer ned midt i noget der skal leve længe, som feks arkitektur, så går noget galt. I det innovative ligger uværgeligt ideen om udskiftelighed, hvordan skulle foryngelse ellers finde sted. Alt hvad der lever bliver ældre og ikke yngre. Meget af den arkitektur der skyder op på og omkring Islands Brygge synes helt at glemme sin egen forankring i processen. Jeg får i alt fald en lumsk mistanke om at meget af den facade, der klistres uden på betonvæggene, ikke bliver ved med at se lige så indbydende ud, som det gør lige nu. Om arkitekturen er tænkt som en organisk krop, der med jævne mellemrum skifter ham, sådan nærmest af sig selv, er selvfølgelig en mulighed, og så er der jo tale om ærlig innovativ arkitektur.
Hvis kunsten bliver opslugt i det innovative, vil den forsvinde med det samme. Det er vigtigt at fastholde, at innovation og avantgarde ikke har noget med hinanden at gøre, selvom det kunne lyde sådan. Derfor er det også en misforståelse, når politiske kræfter vil hjælpe kunstneren til smør på brødet ved at påstå, at kunsten kan fungere som et innovativt princip, der kan tilføre erhvervslivet fornyelse. At kunsten på den anden side skulle kunne lære noget om nødvendighedsprincipper fra erhvervslivet er fuldstændig lige så tåbeligt.
Nej kunst er kunst og jeg tror faktisk bare, at de forsøg, der er på at integrere kunsten alle mulige steder, bunder i misundelse. Misundelse over at kunsten ikke behøver principper som innovation, tilpasningsparathed og omskolingmuligheder for at formulere sin egen berettigelse og funktion i et samfund, præget af leflen for det nye.
Heldigvis er kunsten ikke optaget af avantgarde i disse år. Der er ro om kunsten og det giver kunstnerne mulighed for at gå i dybden. Måske som en modvægt til samfundets optagethed af fart og fornyelse, ændres kunstens betydning og funktion. Når kunstnerne formulerer sig selvstændigt og tager deres egen integritet på sig, placerer de kunsten som små midlertidige øer midt i farten. Det midlertidige ligger i det foranderlige. Det der forandrer sig er små glimt af midlertidige evigheder. Evighed fordi kunsten søger at række ud over sin egen midlertidighed, men er bevidst om sin indkapsling i øjeblikket. Det dumme, om man vil, fordi den står der på trods. Nej kunsten bestemmer ingenting.

Kunsten er intereseret og den spiser lystigt af det, der omgiver den. Kunsten kravler fra træ til træ og spiser, kradser i barken, brækker pinde af til redskaber og kaster små gestaltninger fra sig. Tilsidt saver den den gren over, den sidder på, retter lidt på frisuren og finder et nyt træ. Der er en vedvarende fortæring og absorbering i gang. Kunstens fremmeste funktioner er at være transformer gennem flytning af materiale og forandring af betydning.

På Islands Brygge er alle afarter af funktionsbegrebet repræsenteret. Tilbage fra en tidligere periodes arbejderkultur står relikte industribygninger og skæve brostensbelagte veje i forlængelse af den innovationsivrige arkitektur. Det sidstnævnte har magten som udsigelse for øje og ikke det ensomme eget rum, hvor det mystiske kan trives. (som ellers ville være det, jeg ville have brug for, hvis jeg tilbragte mine arbejdstimer i en udadvedt og fremadrettet virksomhed.)
Midt imellem disse yderpoler står Layer og insisterer på at være det lokale, hvorigennem den globale transformationen kan iagttages. For det, der sker på Islands Brygge, er ikke et snævert lokalt fænomen, men er indbegrebet af globalisering. Fra det snævert symbolske funktionsbegreb, som er absolut forankret i det lokale, til et åbent forandringsvilligt og forskelsløst funktionsbegreb, hvor funktionen ikke sidder i det formelle udtryk, men indeni, inde i microchip’en. Det er trods alt nemmere at skifte hardware end at bygge et nyt hus.
I den globaliserede nivellering af forskelle findes ønsket om tilgængelighed for alle på trods af kulturelle forskelle. Men derved ignoreres det mystiske og det personlige til fordel for det tilgængelige. Derfor er kunstens funktion også at være en spændetamp mellem et reliktområde og et innovationsområde og stramme eller løsne så forskellene bliver synlige.

 

Skulpturen. Omgivelserne og det der møblerer.
Rikke Ravn Sørensen 2004


Jeg er optaget af rum frem for tid. Tiden går upåagtet vores gøren og laden. Tiden er i os, som vandet i kroppen og den bevæger sig og alt andet uden vores samtykke. Det er nemlig ikke os der skal sørge for at tiden går, det skal tiden nok selv sørge for. Tiden går gennem rummet, tiden er i rummet. Så spørgsmålet er: hvad sker der i de rum hvor tiden går og mennesket består.

Mellemværendet mellem kroppen, sproget og omgivelserne synes at være det afgørende i den kaoskomposition vi kalder liv. Mit skulpturelle alfabet består, som udgangspunkt, af de elementer vi møblerer vores udendørs og indendørs rum med, vores omgivelser, og handler om vores bevægelser gennem disse rum.

Byrummet er det rum vi først tænker på i forbindelse med et arkitektonisk rum. Arkitektur som det omgivende rum og det der møbler det: materialernes tilstedeværelse som følge af en bevidst handling og alt det der heraf følger i form af mellemrum, over- eller underskud af plads, utilsigtet funktionalitet og tilsigtet kontrolforanstaltninger. Arkitekturen er bestemmende for hvordan vi bevæger os i dette rum. Den regulerer og kontrollerer.
Træet repræsenterer, i mit arbejde, et andet udendørs arkitektoniske rum; den kultiverede natur. Naturen er på lige fod med byrummet et arkitektonisk rum, som er møbleret på baggrund af strukturelle, politiske, sociale og økonomiske hensyn.
I disse ornamenterende rum udspændes det sociale, som vand der bevæger sig i alle mulige retninger, revner og huller, bevidste og ubevidste. Det sociale er som udgangspunkt underlagt det arkitektoniske rum. Det samme gør sig gældende i det indenørs arkitektoniske rum, på trods af at vi nok mener os mindre manipuleret og reguleret her.
Kroppen og arkitekturen er uadskillellige, med arkitekturen som den regulerende faktor og kroppen som den der reguleres. Vi kan godt tænke rummet uden kroppen, men ikke kroppen uden rummet.
Til at hjælpe os gennem dette forhold har vi sproget. I kroppen findes sproget og vores sproglige ytringer vibrerer mellem væggene og blander sig med alskens lydbølger fra nær og fjern. Væggene i vores boliger og murene på vores vej gennem gaderne er som fluepapir, der suger alt det, der foregår imellem dem, til sig.
Der sker en vedvarende sammentrækning og frastødning, åbning og lukning, mellem rummet, det der møblerer det, kroppen og vores sproglige ytringer.

I skulpturen går arkitektur, krop, og sprog i formmæssige dialog og den bevægelse der udgår herfra er skulpturen. Skulpturen er bevægelsen og materialet det der gør den synlig.

Det er vigtigt at værket er dikteret af det rum det skal være i og at rummet går ind i denne problematik. Rummet bestemmer værkets form og derved sammenfiltres værk og rum til det der stilles frem til beskueren.

Beskueren giver det endelige ”aftryk”, for det er hende der i den sidste ende bestemmer værkets betydning og værdi. Mine intentioner er kun vigtige så længe de er aflæselige i skulpturen. Der er således et stort åbent rum hvor beskueren endelig afslutter værket. Værket skabes derved i et samspil mellem kunstner, omgivelser og beskuer.