Figuren i græsset.
Udsmykningsforslag til Energinet, Ballerup 2013

Mit forslag tager udgangspunkt i min oplevelse af stedet, i særlig grad det store udendørsrum, som jeg opfatter som stærkt identitetsgivende for virksomheden. Altså at Energinet ligger for enden af Alfavej omgivet af natur og lugten af får fra den nærliggende økogård. Vandhullet og hullet i buskadset river tankerne væk fra den stramme arkitektur og ud på opdagelse i noget befriende, formålsløst.

Skulpturen tager formelt udgangspunkt i overskudsmateriale; rørstumper, endebunde og konusser, fra et større anlægsarbejde, som Energinet lavede i jylland 2012, nemlig nedgravning af 100 km gasrør fra Egtved til Ellund ved grænsen.

Stumperne svejses sammen og patineres, så skulpturen får en ensartet rustrød overflade. Skulpturen er 7 meter lang.

Skulpturen placeres ude på græsset i kontakt med pladsen med bænke og blomster. Skulpturen kan både monteres liggende og stående. Stående vil skulpturens hoved ses fra kontoerne på 1. sal. Den vil kikke ind. Den kan opleves både abstrakt og figurativt, alt efter placering og øjnene der ser.

Skulpturen hævder, i farve og form, et slægtskab med det store udendørs rum; ved vandhullet vokser dunhammer, som skulpturen minder om i form og farve. Skulpturens rustrøde farve er den samme farve som træernes blade får om efteråret, ligesom farven er komplementær farve til de grønne nuancer i naturen og de blå farver i himlen. Når de nyplantede træer vokser sig store, vil dialogen mellem skulpturkroppen og træernes stammer intensiveres.

Figuren er ligesom arkitekturen opstået ud af stram geometri. Det søger den at overskride ved et humoristisk og sanseligt udtryk, der inviterer til berøring og gerne klatring.